Elev i Emmerske Skole 1949–55

Af Børge Petersen

Om skolegang i Emmerske har smed Børge Petersen, Vojens, givet en levende mundtlig skildring til Margit Høgsle i juli 2011.

Jeg er født i Lille Emmerske i december 1941, hvor jeg voksede op på min fars fødegård sammen med tre yngre søskende. Lille Emmerske bestod dengang af ni gårde og to arbejderboliger, mens Store Emmerske bestod af dobbelt så mange gårde og nogle flere arbejder- og aftægtsboliger.

Jeg gik i Emmerske Skole fra 1.–6. klasse fra 1949 til 1955, hvor vi flyttede fra sognet. Min farfar og min far havde også gået i skolen, min far fra 1918 og altså et par år i tysk skole. Alle tre generationer er blevet døbt i kirkesalen, der ligger i forlængelse af skolestuen og oprindeligt også tjente som skolestue.

Da jeg begyndte i 1. klasse, mødte jeg det første år en time senere end de store elever og havde vist fire timers undervisning hver dag. Min skoletaske blev pakket allerede aftenen før, og min mor havde smurt min madpakke, som bestod af to stykker rugbrød med fedt og sukker på – det var det, jeg bedst kunne lide. Da jeg blev større, fik jeg rugbrød med pålæg med i skole.

Jeg mindes især vintermorgenerne, hvor huset var hundekoldt, fordi der ikke var fyret i kakkelovnen natten over. I køkkenet var der varmt, for morgenmaden var lavet på vores store træfyrede komfur. Efter morgenmaden cyklede jeg halvanden kilometer i skole; jeg havde fået en rigtig drengecykel af min morfar. Dengang havde mange af mine skolekammerater bare en damecykel, hvor sadlen var sat helt ned, så jeg var stolt af min cykel med stang.

Ved skolen var der allerede ved ankomsten en slags hakkeorden blandt eleverne, sådan at de store elever havde ret til at stille deres cykler op ad muren, mens de små pænt måtte læne deres cykler ved muren modsat. Samme orden videreførtes, da der blev opført et cykelskur øst for gymnastiksalen.

Skolestuen var to-fløjet og havde to små runde ruder, ca. 15 cm i diameter, i dørene anbragt i et kryds over låsene. Inde i forstuen var der knager og hylder til vores tøj, og der stod en brændeovn og gelændere, for de store drenge sad sommetider på radiatorerne. Der stod også en træpult til læreren samt lange borde og bænke til eleverne.

Jeg husker, at jeg fik et tornyster af min morfar, da jeg skulle i skole. Han mente, det var bedst for mig at bære det på ryggen, men jeg hadede det. Jeg ville meget hellere have haft en rigtig lædertaske med hank og spænder. Det var lige efter krigen, så tornystret var lavet af presset pap, og det holdt ikke længe. Jeg blev drillet lidt med det tornyster, og en af de første skoledage blev låget næsten revet af. Jeg cyklede hjem til mor, som lod mig blive hjemme den dag – men jeg kom af sted igen næste dag.

Skolestuen

Da jeg kom i skole, var der 16 elever i hele skolen, og alle sad i samme klasseværelse. Der var tre rækker skolepulte, fem i hver. Pultene havde enkeltsæder, som kunne klappes op, og de var i forskellige størrelser. Bordpladerne var skrå, med en rende til blyant og penne­skaft, og i midten et hul til blækhus, som vi hentede i skabet sammen med et penne­skaft af mærket Pelikan, når vi skulle skrive diktat eller skønskrift. De bedste elever havde eget penneskaft – nogle endda fyldepen.

Katederet stod lidt til højre for skolebordene med tavlen bagved. Til venstre for den var et skab med landkort, og under vinduesrækken stod et fast skab med “de fine og hemmelige” ting som udstoppede dyr og fysikinstrumenter. Mellem de to skabe stod en vendetavle, hvor den ene side havde linjer til skønskrift.

Mod syd var tre vinduer, opdelt i mindre ruder. Der var røg­glas forneden, undtagen i ét vindue med klart glas – så læreren kunne holde øje med færdslen på vejen. Mod nord var to vinduer ud mod den lukkede gård, der blev dannet af skolestue/kirkesal mod syd, privatbolig mod vest, gymnastiksalen fra 1943 mod nord og toiletter og skolestuefløjen mod øst.

Ved bagvæggen stod et juleskab – skolens bibliotek – som kun læreren måtte åbne. Bøgerne blev skiftet en gang om året. I min fars skoletid blev skolen stadig opvarmet af en kakkelovn, men i min tid havde vi centralvarme.

Skoledagen

Vi sad to og to, og det kunne ske, at en dreng sad sammen med en pige. Jeg sad f.eks. sammen med Eva en tid, og det gik udmærket, måske fordi vi kendte hinanden privat. Men det blev også brugt som anledning til drillerier, og man kunne hurtigt blive kaldt kærester.

Om morgenen havde vi morgensang og bad Fadervor. Vi var ikke så mange elever, så læreren ville have, at vi alle sang med – ellers kunne man blive kommanderet til at synge solo foran hele klassen til lærerens violinspil!

Fagene var dansk, regning, skønskrift, tegning, geografi, naturhistorie, fysik, danmarkshistorie, bibelhistorie, sang og gymnastik. Drengene havde sløjd, pigerne håndgerning og madlavning. Læreren underviste i alle fag undtagen i pigefagene, som lærerens kone tog sig af.

Vi havde stor respekt for læreren – der var ingen, der turde lave sjov med ham.

I frikvartererne legede vi på håndboldbanerne øst for skolen. Bag dem lå “æ sprøjthus” – brandstationen med den frivillige brandværns hestetrukne sprøjte, som i min tid blev erstattet af en jeep. De store elever gemte sig bag sprøjthuset for at ryge; de små måtte ikke komme der.

Hver lørdag skulle de store elever rive indkørslen, så der var pænt til søndag. Læreren fik også hjælp til at holde urtehaven og plukke frugt – men kun af elever, der havde opført sig ordentligt.

Hjemturen fra skole kunne være “spændende” med slagsmål og drilleri. Hvis man fulgtes med en pige, især en af lavere social status, kunne man blive drillet, og der var tydelige hierarkier mellem eleverne.

Særlige begivenheder i min skoletid

Når man havde fødselsdag, blev alle klassekammerater inviteret til fødselsdagsfest, og læreren satte et flag på katederet og læste en historie. Til jul opførte eleverne dilettantstykker i gymnastiksalen, hvor der stod et stort juletræ, og alle fik godteposer.

Vi var også på skoleudflugter – bl.a. til Ribe, Odense Zoo og Koldinghus. Jeg husker især turen til Koldinghus, fordi jeg mistede min pung med fire kroner i. Læreren lånte mig penge, så jeg kunne købe is – det glemmer jeg aldrig.

Et år kom jeg med Emmerske og Ellum Skoler på “Kronprinsesse Ingrids Feriehjem Bøgebjerg” ved Kerteminde, selvom jeg egentlig var for ung. Der var nemlig et par ledige pladser.

Gymnastiksalen blev også brugt som forsamlingshus og til baller arrangeret af idrætsforeningen – ja, endda til bryllupper og guldbryllupper.

Hvert år deltog vi i idrætsstævner i Rørkær, Abild eller Jejsing. Vi mødte op med fanen, der blev hejst til tonerne af “Der er ingenting, der maner.” Det var højtideligt, og jeg husker det som stort.

Mine bedste fag var geografi, fysik, historie og tegning. Dansk og skrivning var ikke min stærke side – skrivning var mest for piger, og det værste var at have lektier for.

Efter syv års skolegang kom vi ud at tjene eller fortsatte i Tønder. Jeg kom først ud at tjene, var derefter fem måneder på efterskole og gik siden i lære som smed.

kildeangivelse: Sønderjysk Skolemuseum