Brobygning

Som elev på Emmerske Efterskole har du mulighed for at vælge et brobygningsforløb. Skolen samarbejder med EUC-syd i Tønder om et forløb med meritgivende brobygning. Forløbet starter i august/september, og eleverne undervises på EUC-syd en gang ugentligt. Af meritgivende fag kan nævnes dansk på F niveau, hvor eleverne indstilles til eksamen. Desuden erhverves hygiejnebevis, førstehjælpsbevis samt kursus i Mad til mennesker. Når eleven består et fag, får eleven merit for faget, hvilket betyder, at eleven senere hen slipper for den faglige tunge del i et senere uddannelsesforløb. Lærerne fra EUC-syd er ansvarlige for selve indholdet og tilrettelæggelsen af den del af undervisningen, der sikrer, at eleverne kommer igennem det pensum, der kræves. Lærerne fra efterskolen følger hjemme på skolen op på undervisningen fra EUC-syd og tilrettelægger undervisningen på holdet, så den understøtter de krav, der stilles fra EUC-syd side. Det er vores erfaring, at brobygningsforløbet giver eleverne selvtillid og gode faglige kundskaber til, at de tror på en fremtid i det danske uddannelsessystem.